Mig og bloggen

IMG_8902

Foto: GG Gizmo

 

Et hjerteligt varmt velkommen til min blog ‘Den usynlige sygdom’

Jeg oplever, at der desværre hersker et stort tabu i forhold til psykisk sygdom, og jeg har derfor valgt at skrive åbent om min, for at være med til at bryde tabuet, og fortælle hvordan det er at være ramt. Bloggen er derfor et forum, hvor jeg uden filter, bl.a. vil skrive om:

hvordan jeg blev syg af stress, og efterfølgende en stressudløst svær depression, svær belastningsreaktion med en hjerneskade til følge. Herudover vil jeg skrive om alle de forskellige følelser der kan optræde, omgivelsernes reaktioner, hvordan depressionen overtog mere og mere af mit sind, hvordan det er at leve med en skjult sygdom, hvordan det føles at have ønsker om døden, hvordan det er at være syg og have en rask kæreste, hvorfor det er så vigtigt for mig at være velsoigneret, hvordan mine nærmeste hjælper mig bedst, hvordan det er at komme ned på
sygedagpenge/kontanthjælps-sats, hvordan min hund ‘hjælper’ mig i hverdagen, hvordan jeg forholder mig når min verden ‘falder sammen’, redskaber/mine tips til hvordan jeg selv prøver at få det bedre, hvordan det er at leve med en svækket hukommelse, hvordan mine venner tackler min sygdom, min oplevelse af psykiatrisk sygehus, min oplevelse af medicin………… – og ja, så vil der også være indlæg fra min dagligdag som sygemeldt med en psykisk sygdom……
Dette er blot et lille udpluk af de indlæg, som jeg vil skrive om på bloggen. Der vil komme mange forskellige emner op, hvor jeg vil fortælle åbent og meget ærligt om emnet.

Jeg har gennem hele mit sygdomsforløb skrevet dagbog, og jeg tænker derfor, at hvis jeg kan hjælpe andre ved at åbne min dagbog, så gør jeg gerne det .
Jeg har altid holdt meget af at skrive, og denne funktion har heldigvis ikke taget skade, efter at jeg fik en hjerneskade…..men det hele startede ikke med en hjerneskade – det startede med stress som videreudviklede sig til en svær depression, og efterfølgende en svær belastningsreaktion, som desværre har forårsaget en hjerneskade, som jeg aldrig bliver helt rask fra….. Alt dette er noget, som jeg løbende også vil skrive om på bloggen……..

Min jobmæssige baggrund:
Jeg har været syg i nogle år. Da jeg blev ramt af stress, var jeg midt i livets ‘favn’ – jeg havde været socialpædagog i flere år, og havde en bred erfaringsbaggrund med bl.a. at arbejde med integration af flygtninge, arbejde med voksne med psykisk nedsat funktionsevne, været med til at åbne og udvikle 3 institutioner. Da jeg blev sygemeldt med stress, var jeg ansat i en privat institution, som jeg havde været med til at åbne 2 år forinden. Jeg havde været med til at forme rammerne for en vuggestue- børnehave og sfo i samme hus, men hvor jeg til dagligt, havde det pædagogiske hovedansvar for vuggestueafdelingen. I vil komme til at kunne læse meget mere på bloggen om hvordan stressen begyndte at komme snigende som en kold skygge der fulgte mig….
Bloggen er for alle:
Min blog henvender sig til ALLE, der er interesseret i at følge en hudløst ærlig blog om hvordan livet er med en psykisk sygdom. Jeg håber, at jeg kan skabe et givende rum for, at l der selv er syge/har været kan identificere sig med flere af de indlæg jeg kommer med. Samtidig vil l der ikke selv har sygdommen – eller l som er pårørende – kollega – venner m.v. til en der er ramt af stress/depression/belastningsreaktion kunne få et indblik i, hvordan det er at leve med de pågældende diagnoser.
Bloggen er et forum, hvor der skal være rum for at dele sine erfaringer på et anerkende niveau. Den er endvidere et forum hvor der optræder ren åbenhed og ærlighed fra min side, og hvor det er min hensigt at HJÆLPE ANDRE der er syge – OG give de der er nysgerrige på emnet, et åbenhjertigt indblik i den verden der gemmer sig inden i ”den skjulte sygdom”.
Jeg vil understrege, at dette er en blog, hvor jeg IKKE tolererer nedsættende udsagn fra nogen.

Hvem er jeg:
Jeg er vokset op i en forholdsvis lille by med ca 3000 indbyggere. Jeg er vokset op i den dejligste familie, hvor vi altid har støttet hinanden. Jeg voksede op hos mine vidunderlige forældre og min barndom bar meget præg af, at jeg allerede dengang holdte umådelig meget af dyr – jeg voksede bl.a. op sammen med hunderacen boxer.
Mine forældre har altid givet mig så megen omsorg, støtte og kærlighed. Dette gjorde, at jo ældre jeg blev, desto større blev min kapacitet af kærlighed og omsorg til verden, og jeg vidste med mig selv, at når jeg blev voksen, ville jeg gerne have en fremtid, hvor jeg kunne være noget for andre.
Jeg har altid været en glad, rolig og stille pige, med et stort gåpåmod og styrke, som jeg kan takke mine forældre for – de lærte mig, at jeg skulle tro på mig selv, og at det var muligt at store drømme kunne gå i opfyldelse, hvis man virkelig satsede på dem…… Netop det med store drømme havde jeg – jeg drømte om, at jeg engang ville kunne købe mit drømmehus og sætte det i stand – lige præcis som jeg havde lyst til, og jeg begyndte som 18 årig, at sætte penge til side hertil. Det krævede MANGE timers fritidsarbejde gennem mange år – og da jeg langt om længe var færdiguddannet socialpædagog i 2006, kunne jeg spare flere penge op. I 2009 gik min drøm i opfyldelse – delvist….for jeg havde på dette tidspunkt ikke fundet den store kærlighed, – men jeg havde fundet mit drømmehus, og havde råd til at købe det alene, hvilket jeg gjorde.
Det var en ældre murermestervilla, som lå i samme by, som jeg altid har boet i. Mine forældre og jeg brugte 1 år på at sætte det i stand – det var SÅ spændende. Jeg elskede at sætte mig ind i de forskellige ting bl.a i forhold til hvilke fugefarver der passede bedst til fliserne, hvordan gulvene skulle være, hvordan køkkenet og badeværelserne skulle designes – jeg stod selv for ALT. Det var virkelig en SKØN proces, som jeg havde set frem til i 10 år, inden jeg fik råd til det – og jeg nød virkelig, at min drøm blev til virkelighed……
……. Så før jeg blev ramt af sygdom, var jeg en pige der holdte meget af udfordringer, og jeg var altid fyldt med en sprudlende glæde over livet, og elskede at bruge tid sammen med andre….. Sådan er mit liv desværre ikke mere, efter at jeg blev ramt af stress/depression/belastningsreaktion med hjerneskade til følge…… Når jeg i dag ser tilbage på min, indtil nu 2 årlige sygemelding, så ser jeg tilbage på perioden med stor vemod og sorg, fordi jeg mistede det liv, som jeg var så godt i gang med at leve………MEN jeg er nu kommet på den side af min sygdom, hvor depressionen er ovre, men hvor jeg kommer til at leve med en belastningsreaktion og hjerneskade resten af livet…det vil sige at jeg bliver meget hurtigt træt  –  jeg har svært ved at koncentrere mig  –  min hukommelse er meget svækket  –   jeg kan højst holde til meget korte besøg  –  mit sociale liv er meget sparsomt, fordi jeg ikke kan holde til ret meget  –  jeg fungerer meget dårligt med lyde, uro, radio, fjernsyn mv.  –   jeg sover min 10-12 – gerne somme tider 14 timer om natten og igen meget af dagen, fordi jeg ikke har samme energiniveau som før min hjerneskade  –  jeg er endvidere meget langsom til alt hvad jeg gør, end før jeg fik min hjerneskade  –   jeg skal altid have min mor med ved møder med fagfolk, fordi jeg kan ikke huske hvad der bliver sagt  –   kan ikke overskue ret mange ting, alt skal planlægges i mindste detalje, for at jeg kan overskue det  –   lægger ofte flere dage i sengen hvis jeg overskrider min egne grænser for hvor meget jeg kan holde til  –   kan ikke følge med i en film, fordi jeg kan ikke huske hvem personerne er efter ganske kort tid ( ja, min kæreste siger at jeg virkelig kan ødelægge en film fordi jeg spørger hele tiden 😉 – jeg har måttet opgive at følge med for efter kort tid har jeg glemt hvem de forskellige personer er)   –   min hjerneskade gør bl.a. at når jeg får en besked/oplysning fra et andet menneske, så lagres det ikke i min hjerne – et normaltfungerende menneske har ca 6-7- sekunder til at lægge den nye information ind i hjernen – det har jeg ikke – min hjerneskade gør at informationerne ikke lagres……….….PÅ TRODS AF DET…..er jeg der nu hvor jeg gerne vil fortælle Jer der er ramte og pårørende til ramte, at det jeg har lært af hele mit sygdomsforløb er, at sygdommen IKKE slår os ud af livets kurs for resten af livet. Der er en vej ud, og vi skal tro på denne vej. Tro på mine ord, når jeg siger, at jeg LOVER, at livet igen bliver værd at leve……….Jeg er lige nu ved at lære, hvordan jeg skal leve mit liv videre, ud af en anden vej, end den jeg var på før, at jeg blev syg. Denne rejse vil jeg også tage Jer med på – jeg ved ikke selv hvordan den ender, men jeg vil gøre alt for at rejsen vil føre mig ud af en vej, som giver mig et godt liv igen………

I dag har jeg fundet min store kærlighed i Brian – vi bor sammen i det hus jeg købte tilbage i 2009 – han faldet heldigvis pladask for huset, og føler sig lige så meget hjemme i det som jeg gør. Vi har en boxer sammen – PiPiMalukka på halvandet år. Hun er en dejlig lille frækkert som sætter kulør på vores dagligdag.
Mine forældre bor i samme by som os, og bor ikke langt fra os. De har også en boxer – Celantina, og hende og PiPiMalukka elsker hinandens selskab og at lege sammen, så det nyder vi meget.

De varmeste hilsner fra Helene

 

Der er lukket for kommentarer.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget.

Vær den første til at kommentere på indlægget.